1Tim 6,14-16 Hold budet, uplettet og uangribelig, indtil vor Herre Jesu Kristi tilsynekomst, som den salige og eneste hersker, kongernes konge og herrernes herre, skal lade os se, når tiden er inde, han, den eneste, som har udødelighed og bor i et utilgængeligt lys, og som intet menneske har set eller kan se. Ham være ære og evig magt! Amen.

Det anses for en stor ære at blive indbudt til at være sammen med en af denne verdens konger. Men lad os tænke over den forunderlige forret, som tilbydes os. Hvis vi adlyder Guds bud, kan vi blive sønner og døtre af universets Konge. Ved en korsfæstet og opstanden frelsers hjælp kan vi fyldes med retfærdighedens frugter og blive egnede til at skinne i Kongernes Konges boliger til evige tider. Verden ved ikke noget om ophøjelsen af den Allerhøjestes sønner og døtre. Deres omgivelser ser ikke, at den ydmyge, selvfornægtende ånd, hjertets tålmodige sagtmodighed, har nogen særlig værdi. De hverken kendte eller påskønnede Kristus. De kunne ikke forstå ham; og jo mere vi kommer til at ligne vor Herre i hans guddommelige egenskaber, jo mere vil vi blive misforståede af verden. Jo mere fællesskab vi får med Kristus og Himmelen, jo mindre vil vort fællesskab med verden blive, for vi er ikke af verden.

På Salomos Tid strakte Israels Rige sig fra Hamath mod Nord til Ægyptens Grænser mod Syd og fra Middelhavet til Floden Eufrat. Gennem dette område gik der mange Alfarveje, ad hvilke Samfærdselen mellem Folkene førtes. Karavaner kom frem og tilbage fra fjerne Lande. Således blev der givet Salomo og hans Folk en ypperlig Anledning til at åbenbare den sande Guds Karakter så tydeligt, at Mænd af alle Nationer ville lære at vise Ærefrygt for og Lydighed mod Kongernes Konge. Evangeliets Budskab skulle forkyndes forhele Verden. Gennem den Lærdom, som meddeltes i og ved Offersystemet, skulle Kristus ophøjes for alle Folk, og alle, som ville se hen til ham, skulle leve. Alle dem der som Rahab den kanaanitiske og Ruth den moabitiske vendte sig bort fra Afgudsdyrkelsen og tilbad den sande Gud, skulle forene sig med hans udvalgte Folk. Efterhånden som Israelitterne tiltog i Antal, skulle de udvide deres Grænser, indtil deres Rige skulle indbefatte hele Verden.

Gud har kaldet dig til en stor og vigtig gerning. Han har prøvet at holde dig i ave, og prøve, lutre og forædle dig sådan at hans hellige værk kan blive udført udelukkende med hans ære for øje, en ære som fuldt ud tilhører Gud. Hvilken stor tanke at Gud vælger en mand og fører ham ind i nær kontakt med sig selv og giver ham en opgave at udføre, en gerning at gøre for ham! En svag mand bliver gjort stærk, en tilbageholdende mand bliver modig og den ubeslutsomme bliver en handlingens mand, fast og hurtig. Er det muligt at et menneske betyder så meget at det får en opgave fra kongernes konge? Skal verdslig ærgerrighed få lov til at lokke os bort fra det hellige kald, den ophøjede opgave?